Runealfabetet - Futharken - fra ca år 100 e.Kr.

 Runealfabetet – futharken

Runealfabetet eller rettere alfabeterne blev brugt i skandinavisk og germansk kultur fra ca. år 100 e.Kr. Skriften er udviklet uafhængigt af det latinske. Runerækken kaldes Futhark og var brugt som kommunikationsmiddel indtil omkring 1000-tallet, hvor det blev afløst at det latinske alfabet. Runerne levede dog længe efter derefter.

Runesten i Upsala

Det ældste fund er fra ca. år 100 på en kam hvor der står ’harja’ der måske er et mandsnavn eller også betyder det bare kam. Den blev fundet ved Vimose på Fyn.

I begyndelsen havde man 24 tegn og nogle af dem med forskellig lyd. Man gik over til kun 16 tegn og senere igen med punkter der betød at tegnet havde en anden fonetisk lyd. Runerne blev brugt til ejersignaturer, gravindskrifter, noter, bønner oh trylleformler.

Ordet rune betyder ’hemmelig’ og ansås for at være magiske, da størstedelen af befolkningen var analfabeter. Ordene ’at stave’ og bogstav stammer fra oldnordisk, da man ofte ridse runer i træstave, og bog var træsorten bøg. Fra 600-talletbegydnte man at rejse runesten. Bøger med runerkendes først fra middelalderen.

Runernes oprindelse er uvis, men de største og ældste fund findes i Danmark, hvilket ikke er et bevis i sig selv. Dog mener man at inspirationen er kommet fra det latinske alfabet, da der er en del lighedspunkter. Der er 2 andre teorier. Den græske som man ikke rigtig tro på længere, da den ikke passer sammen tidsmæssigt. Der er også den etruskiske, men så skulle det være opstået 200 år tidligere, men man har ikke gjort nogle fund fra den tid. Runer blev brugt helt op i det 13. århundrede, selv af latinkyndige og gejstlige.

Vikingetiden år 700 – ca. 1066

Germansk jernalder - 375 e.Kr. - 750

 Germansk jernalder

År 375 e.Kr. - 750

Germansk jernalder afløser romersk jernalder. De arkæologiske fund ændrer sig i takt med Romerriget og jernalderen går ind i en ny fase kaldet også folkevandringstiden som er præget af uro. Æraen deles normalt op i to perioder. Den ene er ’ældre germansk jernalder’ fra år 375-550 og den anden den ’yngre germanske jernalder’ fra år 550-750. Dateringen af sidste periode diskuteres heftigt, da man ikke klart kan skelne overgangen til vikingetiden.

Klimaet var fugtigere og køligere end perioden var i perioderne før og efter. Der blev anlagt marker med intensive landbrug uden lange brakperioder, kaldet ekstensiv drift.  Mange skove blev fældet og der opstod åbne landskaber. Landsbyerne lå tættere f.eks. på Vestegnen på Sjælland. Bøg blev derfor mere udbredt i denne periode. Landsbyerne blev specialiserede og der opstod handelspladser.

Den turbulente periode med Romerrigets fald og krige affødt betød, at man finder mere guld i grave og hustomter. Da Romerriget var væk i Vesteuropa, faldt guldmængden atter. Guldhornene stammer fra den periode. Stednavne som vi kender i dag kan spores tilbage til den tid. Det er endelser -lev, -løse, -sted, -inge og heim og rød. Eksempler er Vanløse, Haderslev, Græsted og Birkerød.

Lindhøje

De første byer blev grundlagt som en kombination som handelsplads, kultplads og fyrstesæde og omkring år 600 anlagdes stormandssæderover hel Sydskandinavien. Eksempler er Lisbjerg ved Aarhus, Tissø i Vestsjælland, Lejre og Toftegård på Stevns. De anlagdes efter frankisk forbillede, kaldet ’pfaltzkomplekser’ som var en slags kongsgårde. I Tissø har man fundet rige fund af luksus genstande helt op til år 1020, hvor stedet blev revet ned.

Folkevandrngerne begyndte, da hunnerne fra Centralasien lagde pres på Centraleuropa, men det diskuteres til stadig hvor stor en betydning de har haft i Danmark, da man ikke sikkerhed kan sige om det var andre årsager af befolkningstallet faldt på Fyn og i Jylland. Det kan lige så godt skyldes udpinte jorder, samt flere kæmpe vulkanudbrud fra 536-539 der medførte solens indstråling blev reduceret kraftigt og som følge deraf sultkatastrofe. Danske områder var ikke nemme at ’besætte’, og de faktisk havde sammen germanerne at give romerne klø i flere slag i begyndelsen årtusindet.      

Dyreornamentikken udvikles helt særskilt i Norden, men menes at stamme fra hunnerne. Den nordiske stil med mytiske fortællinger efterlignes i store dele af Europa. Religionen er der ikke stor viden om, så det er kun gisninger nordisk mytologi skulle være udviklet i den periode, men dog ikke usandsynligt.

Romersk jernalder - 1.e.Kr. - 400 e.kr.

 Romersk jernalder 1.e.Kr. - 400 e.kr. 

Kopier af Hobybægrene

Romersk jernalder i Skandinavien, Nordtyskland og Nederlandene er udtryk at Romerrigets indflydelse bliver markant større i den periode. Da Romerrigets dominans forsvandt, kalder man det for germansk jernalder. Tiden er delt op i to perioder, nemlig ældre og yngre romersk jernalder. Navnet skyldes stor import af varer fra Romerriget, som f.eks. amforaer, krukker, glasbægre, bronzefigurer, samt spillebrikker og våben i store mænger, man har fundet ved ofringer i moser og søer. Det tyder på en urolig tid med ofringer af krigsbytte. Der har været regulære hære, alt at dømme på mængden af våben ved fundene. Det tyder på der har været forbund mellem Jylland, Fyn, Sjælland   og Sydsverige og et andet mellem Sydnorge og Mälaren i Østsverige.

Ældre romersk jernalder - 1.e.Kr. - 160. e.kr. 

Mod slutningen af keltisk jernalder havde Romerriget udvidet mord nordvest ved Rhinen og efterhånden også til Britannien. Romerne ville gerne udvide mod nord, men mødte stor modstand og det mislykkedes. I stedet indgiv de i alliancer med Germanske stormænd som gav sønnerne mulighed for at tjene i den romerske hær. Disse vilkår kunne findes i grænseområderne, men indflydelsen bredte sig nordpå blandt også til det sydlige Skandinavien. En af de største kulturelle indflydelser var udviklingen af runealfabetet som jeg skriver om senere.

Jylland var stadig delt opdelt i stamme områder med deres egne kendetegn i keramikken, og dr var således forskel på hvordan mønstrene var i det sydlige Jylland, hvor en germansk stamme der hed varinere hørte til og i Slesvig var der en stamme der hed anglere og nord på var det jyder. Inddelingen i stammer i Jylland beskrevet i samtidige kilder af romerne Tactius og Ptolomaius.

Husene var forskellige i de forskellige egne. Anglerne havde huse inddelt i 3 rum liggende øst-vestlig retning. Den vestlig ende var beboelsen, stalden lå i den østlige ende og længst mod øst lå laden. Bebyggelsen lå både som landsbyer og som enkeltgårde. Det lader til at varinerne begravede deres afdøde med romerske metalkar. Gravpladserne var store og fandtes både som brandgrave og som jordfæstegrave. Nord for Slien var var gravpladserne i brug indtil 400 e.Kr. og syd for til 500. e.Kr. Man mener at der i Angel, det sydlige Jylland var centralt styret, efter at dømme på ensartetheden på fundene.

På de danske øer findes der kun et magtcentrum, nemlig i Hoby på Lolland og på Sjælland finder man faktisk ikke krigergrave fra den periode. Fundene i Hoby på Lolland vidner om en særdeles rig stormand med internationale forbindelser. Man har fundet drikkebægre af sølv, en bakke, en kande og en kasserolle alle af bronze. I bunden på sølvbægrene var indgraveret navnet ”Silisius”, som var militærkommandanten i Germanien ved Mainz i 14-21 e.Kr.

Andre romersk fund er en romersk officersdolk ved Horsens og fund ved Ringkøbing er der også gjort. Alt dette det er gaver ved diplomati, da romerne Havde lidt et gevaldig militært nederlag ved Teutoburgerskoven i dette slag år 9 e.Kr. De mistede omkring 25-30.000 mand. Dette salg er i øvrigt beskrevet i filmen ”Gladiator”. Der er fundet spænder i Hoby der menes at være kopier af spænder fra en grav i Bendstrup i Nordøstjylland. Disse menes at væren gave i forbindelse med et bryllup.

Det er sværere at find vidnesbyrd om samhandel i Romerriget, men man mener det har været slaver, pelsværk og rav. 

Allerede på det tidspunkt kan man i Jylland finde enorme forsvarsanlæg som f.eks. Olger Diget som er 12 km langt og ligger ved Tinglev og er fra 200-300 år e.Kr. Det har enten været grænsen mellem jyder og anglere eller også tjent som beskyttelse mod småstammer fra området omkring Over Jerstal. Der findes tillige en vold ved Rødekro. Træet i de 2 forsvarsvolde er dateret til omkring år 279 e.Kr. Det tyder på en urolig tid.

Landbruget lignede det man kendte fra keltisk jernalder og de nærmeste agre ved landsbyerne blev drevet intensivt med gødskning etc., medens marker længere væk blev brugt til afgræsning af ved hjælp af kvæg og svin, samt hø til vinterfoder. På øerne var markene mindre, hvilket skyldes de fede jorder. Bebyggelsen udviser kontinuitet og man begyndte at afgrænse gårdene med hegn. Gårdene bliver også større og man kan se man har udvidet husene. Det bliver også en mere tydelig rangorden af beboelserne. Der er gerne et par gård der skiller sig ud.   Desuden har man også fundet kældre til opbevaring af forråd i den periode. Der er gjort mange fund af jernalderbebyggeler i hele landet.

Yngre romersk  jernalder -160 e.Kr. - 375 e.Kr. 

Nydambåden

Yngre romersk jernalder glider roligt fra forrige periode videre, men en noget mere urolig tid med krige mellem romerne og germanerne. Romer ville gerne have allierede blandt germanere, hvilket ikke lykkedes særlig godt.

Trods krige og uroligheder fortsatte samhandelen fra Elben og dens bifloder og videre Øresundskysten og de danske øer. Desuden gik handelen også via rav-ruten til Sortehavet. Dette bevises via fællesgravskik samt fund.

Forskellen mellem Jylland og ørerne og Sjælland var nu mere udtalt. Jylland var stadig præget af stammeområder på størrelse med de senere sysler der var noget større end herreder. I Jylland findes også talrige våbenofringer, som tegn på angreb udefra. På øerne opstår der mere homogene magtcentre. Medens de i ældre tid lå på Lolland, flytter de nu til Stevns, som Varpelev og Himlingøje hvilket kan ses på de talrige gravhøje. Senere kommer der også et magtcentrum i Gudme på Fyn, som bliver det største magtcenter med forbindelser til resten af Europa og Romerriget. Der indgås også ægteskabsalliancer. Der var også en vis påvirkning af religionen. Gudme havde ligeledes kontakt til Rhin-området.

Der var tætte alliancer til de jyske stammer, hvilket ses af armringe der næsten kan sættes sammen, selvom de er fundet både i Gudme og Jylland. Stevnsdynastiet mangler beviser i form af et beboelsesfund, men man har fundet brolagte veje over Trygvælde Å mellem Varpelev og Himlingøje.

Jylland blev angrebet sydfra så man beskyttede sig med volde og pælespærringer med et vist held, hvis man skal tolke våbenofringerne. Angrebene menes at have været slavejagter til den romerske hære foretaget af germanere i romersk hærtjeneste. Slavejagten blev også foretaget af stammer fra Halland og Västergötland i det nuværende Sverige. På den måde undgik de selv at bliver slaver ved at handle med dem. Der er fundet utallige våbenofringer i Jylland. Den ældste del af forsvarsvolden Dannevirke dateres til 400-tallet.

Befolkningsgrupper

·         Anglere – mellem Flensborg Fjord og Slien og muligvis til Ejderen og vest over

·         Germansk stamme mellem Flensborg og Kongeåen

·         Jyder og danere – resten af Jylland

·         Danere Sjælland og øerne og Sydsverige

Egentlig stammer disse befolkningsgrupper genetisk alle samme sted fra, nemlig fra de ukrainske stepper, der er indvandret for 5000 år siden og har udkonkurreret den oprindelig befolkning genetisk.

Landbrug

Befolkningen voksede og man havde behov mere effektivt landbrug, hvor man gik fra udmark til fast dyrket indmark i stedet for flytning af marker der hed udmark. Det betød også færre men større landsbyer. Man havde overdrev til kvæget der i visse tilfælde voksede til skov igen. Kvæget blev ledet via såkaldte fægyder for at undgå dyrene betrådte markerne. Gødskning var fra husdyr og mennesker. Rug vand frem på bekostning af hvede, da det kunne holde til det lidt barskere klima i Danmark end længere sydpå. Ejendommene blev markeret med tofter, men fællesskabet bevares do til en vis grad.

 Bebyggelse

Det er først nu man nu kan se forskel på bygninger alt efter hvilket formål det var til. Stormandssæderne var typisk uden for landsbyen, og smeden og andre håndværk var også typisk uden for landsbyen, men i nærheden så de kunne betjene både stormanden og landsbyboerne.

Stormandspladserne eller centralplader som de også kaldes, var ikke så afhængig af landbrug i det de bedrev handel, der endog gav meget stor velstand.  En af dem var Gudme der eksisterede fra begyndelsen af 2- århundrede til begyndelsen af 700-tallet. Den var netop delt op på den måde, og de havde endda en ladeplads ved Lundeborg. I slutningen af det 3. århundrede belv der bygget hal der var 10 meter bred og 47 meter lang. Den bestod i 200 år. Bebyggelsen bestod af ca. 50 gårde med langhuse der var op til 35 meter lange. Stormandsgåden havde ingen driftsbygninger og han har øjensynlig opkrævet en form for ”skatter” hos de andre i. Desuden lå der ved udmundingen af Tange Å en handelsplads med håndværk etc. Den har efterladt talrige spor efter handel med både guld og glas fra Romerriget. Stedet eksisterede 100 efter Gudme forsvandt ud af billedet.

Romersk beslag

Landsbyerne i Danmark ser nu forskelligartet ud, idet de er tilpasset det landskab de ligger i. Der er andrebebyggelser der kendt som Vorbasse, Nørre Snede og Bellingegård, Mølleparken ved Løgumkloster, Foulum ved Viborg samt ved Jelling.

Før romersk jernalder - 500 f.kr. - 1. e.Kr.

Førromersk jernalder - 500 f.kr. - 1. e.Kr. 

Kilde Wikipedia og lex.dk

Førromersk jernalder førhen kaldt keltisk jernalder omfatter Skandinavien, Nordtyskland, Holland nord for Rhinen. Fund fra hele dette område vidner om at overgangen fra bronzealderen foregik uden større kulturelle forandringer, men den keltiske kultur havde en stor indflydelse og senere fik den centraleuropæiske kultur La Téne også indflydelse.   

Adskillelsen af før- og romersk jernalder blev foreslået i 1866 af Emil Vedel efter nogle fund på Bornholm. Fund af bronzealderens begravelsesskikke bevidnede at man ikke havde kontakt med Romerriget i udpræget grad.

Ældre keltisk jernalder - 500 f.Kr. . 200 f.Kr.

Forbindelserne til kelterne var begrænsede og indflydelsen begyndte i det Slesvig-holstenske område og forbindelserne har været ufredelige, da man har fundet spor af spor forsvarsanlæg blandt andet i Borremose ved Aars i Vesthimmerland, lå der i 200 år en befæstet bebyggelse med kun en enkelt adgangsvej. Det taler for der har været ufredeligt. Kelterne var jo også kendt som en lidt aggressiv kultur.

Ved Hjortespring på Als har man fundet sport efter slag 400 f.Kr. Man fandt 3-4 krigskanoer med plads til ca. 20 krigere. Så vidt man kan se er dette angreb fra søsiden kommet fra egnene omkring Elben. De blev højst sandsynligt slået tilbage, da man har ofret fjendens våben i Hjortespring Mose. Forsvars anlæg er fundet Lyngsmose, Borremose og Sarup på Fyn

Overgange fra bronze til jern svar fra til vore dages overgang fra manuel arbejder til brug af it-teknologi. Det betød at bronzesmede blev ”arbejdsløse” og måtte tilegne sig ny viden hvis man kunne. Magten gik fra bronzehandel gik til jernsmedjerne, da man selv i Danmark kunne udvinde jern i myremalm.

Myremalm er resultatet af udvaskning af kalken i de øverste jordlag, hvis det samtidig også er iltfattigt, udvaskes jern og mangan og føres bort af regnvand til dybere liggende basisk og iltholdigt lag, og så udfældes til myremalm der ligger en meter nede under overfladen. Man udnyttede myremalm helt op i 1600-tallet. Malmen indeholder typisk 30-50 % jern, hvilket er et ret højt indhold.

Gravskikken er de såkaldte tuegravpladser, hvor man puttede den afdødes aske i en urne og begravede dem samlet i store arealer en for en.  Der kunne være flere hundrede gennem lang tid, hvilket vidner om stabilitet i samfundet og man ikke flyttede ret meget.

Landbruget gik ind i en kæmpe omvæltning, fog nu gik man over til sædeskift, mellem græs, brak og afgrøder. Byg og hvede spillede hovedrollen i korndyrkningen. Man gik over til individuelt landbrug på arealer op til 100 hektar. Dette har man fundet blandet andet ved Skørbæk Hede. På Sjælland har fundet agre på op til 10 hektar med tilhørende engarealer. Over tid skete der en social forandring med hvor høvdingens landbrug udskilte sig som større end andre gårde.  Det er også i den periode hvor digevoldingsagre (markadskillelse) opstår.

Bebyggelsen afløstes de store haller af mindre af mindre huse på 4-5 m meter brede og 7-11 meter lange. Med bolig i den vestlige ende og plads til dyr i den østlige ende. Disse var dog adskilt. Det har været huse for enkelt familier.  Husene lå i grupper øst-vestlig retning, så det lignede landsbyer. Man flyttede disse huse ca. hvert 30. år har fund i Vestjylland antydet. Nogle af dem kunne være samtidige. Der er fund af disse landsbyer i Borremose, Sejlflod ved Aalborg, Lyngsmose ved Ringkøbing Fjord, Grøntoft i Vestjylland, Drengsted ved Ribe og Sarup på Sydvestfyn.

Yngre keltisk jernalder - 200 f.Kr. - 1. e.kr. 

Yngre keltisk jernalder adskiller sig ved at keltiske og keltisk inspirerede genstande vokser kraftigt. Dette skyldtes 2 store folkevandringer i Europa.

Folkevandringerne skyldes at landbruget gennemgik en omfattende ændring til et mere intensivt landbrug, hvis lige ikke sås lige før landbrugsreformen i historisk tid. Dette betød at befolkningen kunne vokse, men tilvæksten havde en grænse, der betød at mennesker måtte udvandre. Dette skete tilsyneladende 2 gange.

Omkring 207-204 f.Kr. fandt formodentlig et stort vulkanudbrud sted, hvor vides ikke, men der var misvækst og det fik mennesker til at udvandre i første omgang til egnene omkring syd for Østersøen. Senere vandrede de mod Sortehavet. Disse folk kaldtes for bastarnae, som var keltere, og man kan følge deres vandringer på keramikken, og er beskrevet i græske og romerske skrifter som lejesoldater. De forsvinder ud historien kort tid før år 0.

Næste vandring var omkring 115 – 101 f.Kr. og denne gang var det kimbrerne fra Himmerland, teutoner fra Thy og ambronere fra Sønderjylland. Antikke kildertaler om ca. 300.000 mennesker. Dette bevirkede der selvfølgelig var stor kontakt til hjemegnene og dermed også kulturel påvirkning, især keltisk, men også andre kulturer.

Yngre keltisk jernalder var Danmark stammeopdelt med hver sine skikke. Dette ses i dekoration af keramik og forskelle i begravelsesskikke. Man har fundet vogne som brugtes til religiøse handlinger, de såkaldte Dejbjergvogne, med næsten lige stor afstand fra hinanden. Hvis dette ikke er tilfældigt, så kan det være forløberen de senere inddelinger af landet i sysler eller herreder. Disse steder dyrkede man frugtbarhedsgudinden Nerthus.

Kilden til denne gudinde er romeren Tacitus der beskriver ofringer af slaver på disse vogne ud i søer og moser ret detaljeret. Nogle af disse ofringer kunne være Tollundmanden, Gravballemanden og Elling pigen (ikke at forveksle med Egtvedpigen ved Jelling fra bronzealderen)  

Gravskikkene er stadig tuegrave, men man finder også et større antal krigergravpladser, primært i Jylland. Disse krigere fik deres sværd og andre våben med sig i graven. Våbnene blev gjort ubrugelige. I andre grav har man fundet metalkar og kedler der stammer fra keltiske og romerske områder og var ikke tilvirket i Danmark.

Landbruget var stabilt og man havde brug til op mod 60 hektar inklusive græsningsarealer. Man finder også spor af osteproduktion. Bebyggelserne ligger nu fast helt frem til ældre romersk jernalder. Der var øjensynlig en social laginddeling mellem høvdingen, der ses ved en enkelt stor gård i bebyggelserne. Jordene har formodentlig også gået arv i familien.   

Jernalderen - 500 f.Kr. - 750 e.Kr. - Indledning

Jernalderen - 500 f.Kr. - 750 e.Kr. - Indledning 

Ringbrynjen fra Vimose Ringbrynjen fra Vimose er den ældste, fuldstændig bevarede ringbrynje fra Nordeuropa. Den er lavet af små jernringe, der griber ind i hinanden omtrent som en strikket trøje. Den består af over 20.000 ringe og vejer ca. 10 kg. De halvlange ærmer og de fire beslag omkring halsen på Vimose-brynjen minder mest om romerske ringbrynjer fra 3. årh. e.Kr., som især blev brugt af de germanske lejetropper (auxiliarerne), der var en fast del af den romerske hær. De ses afbildet på gravsten og f.eks. Trajan-søjlen i Rom. I de sydskandinaviske hære var det nok kun lederne, som bar de dyre og prestigefyldte ringbrynjer.

Jernalderen begyndte med tilvirkning af jern i større omfang i Anatolien og Mellemøsten 1.000 år f.Kr. og 1.100 år f.Kr. i Grækenland. I Italien ca. 200 år senere. I Danmark kom jernalderen begyndte jernalderen år 500 f.kr og varede til år 750 e.Kr.

I Anatolien havde hittitterne kendt til jern i mindre omfang fra ca. 2.000 år f.Kr., dog mindre omfang til smykker og figurer af guder og fundene er få. I en skriftlig kilde fra 1.275 f.Kr. fortæller hittitterkongen Hattushilis 3. i et brev til den assyriske konge (del af det nuværende Syrien) at det er svære tider for jernproduktion, men han medsender en dolk. Da Hittitter-riget faldt sammen 1.200 f.Kr. bredte jerneproduktion sig til Mesopotamien, Cypern, Palæstina og til områderne nord for Sortehavet og til Kaukasus.

Efterfølgende bredte kendskabet sig til jern til Grækenland, herefter til Italiens Vinova-kultur, en tidlig etruskerkultur.  Den via alperne til den keltiske kultur 500 f.Kr. som forfinede anvendelse af jern til redskaber og våben, samt ringbrynjer, jernfælge. Forbruget af jern hos kelterne var enormt.

Nogenlunde samtidig hermed begyndte jernalderen i Danmark. I andre dele af vreden kom jernalderen også. I Kina uafhængigt af Europa og Mellemøsten ca. 500 år f.Kr. og i Japan 300 f.Kr. under påvirkning fra Kina. I Afrika syd for Sahara også 500 f.Kr. Jernet kom til Amerika og Australien med europæerne efter 1492.

Bronzealderen - 1.700 f.Kr. - 500 f.Kr.

 Bronzealder - 1.700 f.Kr. - 500 f.Kr.

Solvognen fundet ved Trundholm, Odsherred

Bronzealderen er kulturperioden mellem stenalderen og jernalderen fra ca. 1.800 f.Kr. til ca. 500 f.Kr. Det er den periode hvor metallerne bliver mere almindelige især kobber og tin, og bronze er en legering 90% kobber (Cu - Cuprum - atom nr. 29) og 10% tin (Sn - Stannum – Atom nr. 50). Bronzealderen. Teknikken at smelte metallerne spreder sig fra Egypten og Mesopotamien 3.500 f.Kr. via Grækenland op gennem Europa til Skandinavien i løbet af 1.700 år, endda lidt før beskrevet under kobberalderen.

 I den første tid var det kun til små ornamenter, da tin var sværttilgængeligt. Omkring 2.000 f.Kr. blev der udvundet tin i England i større mængder og det blev muligt at lave redskaber og våben.

Tilvejebringelse af metallerne i Skandinavien skete ved byttehandel med skind og rav. Fra Danmark eksporterede man stadig flint til Norge. Skindene blev sejlet op ad Elben og andre floder. Også vævet uld var en meget eftertragtet vare i det sydligere Europa, da de danske og andre uldvarer var af en meget høj kvalitet.

Metallerne var kun for den absolutte overklasse i Danmark, men da der ikke er skriftlige overleveringer fra den tid, er det ligesom stenalderen arkæologien, der må fortælle historien.

Ældre og yngre bronzealder

• Ældre bronzealder (1800-1100 f.Kr.) som igen inddeles i tre perioder: I, II og III
• Yngre bronzealder (1100-500 f.Kr.) som igen inddeles i tre perioder: IV, V og VI.

Takket være begravelse i egetræskister har man fundet mange beklædningsgenstande. Især Skrydstrup- Egtvedpigen har givet et indblik i beklædning. Egtvedpigens uldbluse var lige så kort som vore dages mavebluser. Halsåbningen var forstærket ved ombukning og knaphulssting. Skrydstruppigen bar en ankellang nederdel og et hårnet til det opsatte hår. Så udseendet har også betydet noget dengang, sikkert også i stenalderen, hvorfra man ikke ved så meget om beklædning. Mændene har båret stærke uldkapper og kofter. Huer til mænd findes også.

Sværdene i den periode var tyder på at de fleste svære var beregnet til kamp, især i den sidste del af perioden hvor de har sport efter brug og har en kraftig skærpning. Det tyder på man har måtte kæmpe for at få magten over metallerne og sikre handelen, og der har været en herskende klasse.

Smedene var et nyt håndværk, der blev højt respekteret. Der var også andre håndværk der udviklede sig, som bådebyggere, vognmagere og hjulmagere, og måske også andre håndværk. For at beskytte værdierne udviklede dr sig en krigerstand og man havde allerede både der kunne rumme op til 40 krigere. Et eksempel herpå er Hjortespring-båden ved Thorsbjerg. Handelen har sikkert foregået med aftaler mellem stormænd. Denne sociale differentiering afspejler sig i gravene, hvor nogle er simple, medens andre er overdådige med klapstole, bronzesmykker, våben etc. Noget tyder også på at, at alliancer er indgået mellem familier langt sydpå. Egtvedpigen er et eksempel på dette da knoglernes isotoper tyder på hun er født langt sydpå i ”Tyskland” 

Mod slutningen af ældrebronzealder ændres begravelsen langsomt til ligbrænding, hvor man kom resterne i urner, som blev sat i fællesgrave.   

I bronzealderen fornemmer man første gang hvad deres religion gik ud på. Der menes at været en form for dyrkelse af Solen som kendes helt ned i det sydlige Europa. Solvognen er det mest kendte fund på dette.  Personfiserede guder findes ikke den form religion, men dyr som fugle, fisk etc. Der har også været en frugtbarhedskult som visse bronzefigurer kunne tyde på. Desuden opstår der i Skandinavien en kultur med ristninger i granitsten, som også understreger frugtbarhedsdyrkelsen. Man kender ikke noget til udøvelse af ceremonierne, men man har fundet et hus ved Sandagergård i Nordsjælland der kunne tyde på et kulthus, der indeholdt sten med helleristninger af hænder. Helleristninger er mest almindelige på Bornholm, og i Sverige.

Landbruget ændrer karakter til fra primært husdyrhold til agerbrug med marker opdelt i mindre felter. De ældst kendte marksystemer findes i Bjerre Enge i Thy med 12 marker på hver 100-300 m2 adskilt af våde lavninger af uens størrelse. De var muligvis indhegnet for at beskytte mod dyr åd afgrøden. De blev pløjet med en ard, som blev udviklet op gennem bronzealderen fra krogard til bueard. Man mener, at man gødede markerne med husdyrgødning. Befolkningstallet steg op gennem bronzealderen og dermed også betydningen af kornavlen. Undersøgelser tyder på at byg udgjorde 75 % af afgrøden, men emmer gik tilbage. Spelt, rug, havre og sæddodder. Sidstnævnte er en plante med olieholdige frø, kan minde om raps, men er en anden plantefamilie. Man har også brugt korn til øl-lignende drikke. Egtvedpigen havde et kar med tranebær, emmer-hvede og honning.

Husdyrholdet bestod af kvæg, får, geder, svin og heste. Kvæg var omkring halvdelen, svin en fjerdedel, får og ged en fjerdedel. Der kunne være store udsving fra boplads til boplads. Svin betød kun en mindre i Vestjylland. Kvæg optræder også som trækdyr på helleristninger. Hesten fik større og større betydning, mest som spisedyr, men også som trækdyr og måske til at ride på. Ved kystegnene havde fiskede man stadig og samlede musling og østers. Heden havde bredt sig i yngre stenalder, men størrelsen af heden var uforandret i bronzealderen. Man ved man brændte lyngarealer af for at kvæg, får og geder kunne græsse finde næring. I landets østlige egen udviklede sig kratoverdrev og 1.100 f.Kr. var store dele af landet uden skov. Bygderne opholdt sig de samme steder siden enkeltgravstiden og op gennem dolktiden. Uldproduktionen steg i bronzealderen og kvaliteten af vævene blev bede og man kunne væve i mønstre med forskellige vævetekniker.

Husene var stadig store og lange, men nu med rumopdeling. Konstruktionen gjorde dem også bredere, således de kunne bære den bredere tagkonstruktion, ma<n delt huset op i tre fag i bredden, kaldet skibe. De største af husene var op til 40 meter lange, der formodentlig husede fornemme familier. Ruminddelingen var til lade, opholdsrum. Taget har sandsynligvis været af strå som vi kender et i dag.  Bopladserne lå med nogenlunde samme afstand som middelalderens landsbyer. Stormandshusene lå med noget længere afstand. 

.  

Kobbertiden??

 Kobbertiden?

Kilde: Videnskab.dk, Wikipedia

I Sydeuropa og Egypten og andre steder taler man om en egentlig kobberalder, men det diskuteres om man kan tale om det i Nordeuropa og Danmark. Ved Haderslev fandt man Nordeuropas ældste smeltedigel som var 5.500 år gammel og således var mere end 1.000 år ælde end dem man hidtil havde fundet. Der var hidtil fundet 100 kobberøkser fra stenalderen, som man mente og stadig mener er importeret. Dog stierl man sig nu det spørgsmål ”kunne de være lavet i Danmark?”. Der havde været fund der kunne antyde det, men smedjer havde man ikke fundet.

Smeltediglen blev fundet ved Lønt på sydsiden af Haderslev Fjord af Nationalmuseet og Anne Birgitte Gebauer. Man ved ikke om det er importeret som malm, rent kobber eller det er omsmeltede økser. Disse økser har kun været for de allerrigeste og magtfulde i samfundet.

Smeden blev i oldtiden betragtet som magisk person der kunne noget andet end almindelige. Smeden havde status helt op i vores århundrede og vore dages moderne smede er nogle af de højst lønnede håndværkere. Kobber smelter ved 1.084 C^o, medens et almindeligt bål er 600-700^o C. Man fandt en lergenstand, der var formet som et rør i nærheden af smeltediglen. Det kunne have været et rør for tilføre ilt for at få temperaturen op på smeltepunktet, men dette er usikkert. Det ældste fund for kobbersmeltning i Europa er fundet i Serbien, der daterer sig ca 7.000 år.

Et træk der kunne tyde på de er lavet i Danmark at kun 10% af økserne, der er fundet, ligner dem fra de sydligere himmelstrøg omkring de nordlige Alper. De ”danske” økser er dobbelt så tunge som man ikke finder magen til sydpå.

Uvist af hvilke årsager forsvinder kobberet i godt 1.500 år for så at dukke op igen i bronzealderen. Fundet fra Lønt lå hengemt på Nationalmuseet fra 1988 til slut 10-erne hvor man scannede den for kobber og studiet blev offentliggjort i et anererkendt arkæologisk tidsskrift.  

Dolktiden - 2.400. f.Kr. - 1.800.f.Kr.

 Dolktiden - 2.400. f.Kr. - 1.800.f.Kr. 

Fiskehaledolk fundet ved Hindsgavl

Kilde Wikipedia

Dolktid er den sidste tid i bondestenalderen og stækker over 600 år. Den er kende tegnet med meget fine stendolke.

Klimaet var begyndte at ligne det, som vi kender som normalen i dag, dog uden vore dages klimaforandringer med temperaturstigninger. Havenes vandstand faldt igen så landet begynder også at ligne det vi kender i dag.  Højskoven var blevet fældet gennem stenalderen mage steder især i Jylland, hvilket bevirkede at næringsstofferne blev udvasket af jorden og landbruget måtte tilpasse sig i den begyndende hedelandskab.

Menneskene var stor og høje og var vokset med 6-7 cm i jættestuetiden til 176 cm for mænd og 163 cm for kvinder, hvilket skyldtes bedre ernæring.

Boligerne var langhuse som man har fundet en del af på Bornholm på Limensgård. Den type af hus kaldes midtsulehus, der havde en række midtstolper ned gennem huset med 6-7 meters afstand for at holde taget. Langs væggene var der stolper med 1-2 meters afstand. Husen var 5-7 meter brede og mellem 20-45 meter lange. De nedgravede stolper havde ingen syldsten (fundament af natursten). I enkelte huse er der tegn på rumopdeling, men det ikke normalen. Der er ikke tegn på man holdt husdyr i stald. Man har fundet disse huse i Hemmed på Djursland, Øster Nibstrup i Vendsyssel, Nymarksgård ved Stege samt i Malmø

Husdyrerene var hornkvæg, svin, får og ged samt hund. Kat og fjerkræ kender man først i jernalderen. Kornavl var hvede, i mindre udtrækning spelt, emmer og enkorn.

Klædedragten var ændret, Førhen var det skind og plantefibre, nu gik man mere og mere over til uld, som blandt andet er bevidnet af tilstedeværelsen af væve. Klæde dragen blev holdt sammen af dragtnåle og en skive af ben.

Flinteredskaberne var efterhånden veludviklede, hvilket ses ved fund af segl til kornhøst, stendolke flade pilespidser. Der var ligefrem flinteminer på Møn, Stevns og ved Aalborg. Faktisk eksporterede man disse redskaber og våben til nordligere egne i Sverige, Norge, ja endda helt til Finland.

Der var udbredt brug af keramik udsmykket med zigzag-mønstre og ”ruder” på spids i bånd. Der var alt fra små bægre til større kar.

Begravelsesskikken var hellekister, der bestod af et begravelseskammer bygget op af sten og som blev lukket med dæksten. De var op til 3,5 meter lange og blev dækket af en lav jordhøj med stolper udenom samt en krans af sten udenom om jordhøjen. 

Enkeltgravskulturen - 2.800 f.Kr. - 2.400 f.Kr.

 Enkeltgravskulturen -      

Stridsøkse fra Sverige 

Enkeltgravskulturen er også en af de kulturer der eksisterede samtidig med tragtbægerkulturen i yngre stenalder fra 2.800 til 2.400 f.Kr.

Det var en kultur der fortrinsvis levede af kornavl af ringe omfang og husdyrhold og erkendetegnet ved en stridsøkse der var udbredt og store del af Europa i det tidsrum, men økserne havde lokale træk. I Vestjylland findes der næsten udelukkende ”stridsøksekulturen” som den også kaldes, medens det i det øvrige land er det mere spredt. Navnet er efter gravskikken, der i de andre kulturer var fællesgrave.

Befolkningen var høj omkring 172 cm for mænd og 157 cm for kvinder med en gennemsnitlig lever alder på mellem 30 og 40 år.

Man mener at kulturen har sit udspring på Krim og spredtes nordpå til Skandinavien via Estland og Letland. At de kom udefra, vises også at gravpladserne var geografisk anderledes placeret. I Jylland foretrak de hedelandskaberne frem for morænelandskabet ved Karup år som et eksempel. De oprindelige vestjyder blev fortrængt eller blev tvunget til at overtage kulturen.  I resten af landet levede enkelgravskulturen, tragtbægerkulturen og Grubekeramisk kultur side om side. Man har ingen rester af bopladser, men måske er 2 fund på Bornholm denne kultur.

Opdatering:

Den seneste genforskning viser at den oprindelige stenalder befolkning måske ikke blev fysisk fortrængt af indvandringen, men måske døde af pest. Kilde: Videnskab.dk 15-07-2024.

Økserne som også lagde navn til kulturen var bådformede og fulgte med i graven. Keramikken var blandet med chamotte (knust brændt ler/keramik) med tynde karvægge formet med fingrene. Man har også fundet mælkeskåle.

Gravene var forholdsvis lave gravhøje og mændene blev lagt på venstre side med hovedet mod vest og omvendt med kvinder. Stridsøksen fulgte med mændene og ravperler og lerkarrene med kvinden. Hovedet vendte syd i de øst-vestvendte grave.

Man har ikke kunnet finde aftryk i stort omfang af korn i lerkrukkerne. Gravene har også vist de jagtede hjort, og fåret har nok været vigtigere end kvæg. Enkeltgravs kulturen var udbredt fra Rhinen til Volga i øst. De handlede ikke så meget med hinanden over store afstande som i den sene tragtbægerkultur.

Grubekeramisk kultur - 3.100 f.Kr. - 2.900 f.kr.

 Grubekeramisk kultur - 3.100 f.Kr. - 2.900 f.kr.

Elgfigur fra Sverige

Grubekeramisk kultur eksisterede samtidig med tragtbægerkulturen fra ca. 3.100 f.Kr. til 2.900 f.Kr.

Denne kultur beskæftigede sig ikke med agerbrug. Kulturen stammer fra Sverige omkring Mälaren og nord herfor. Herfra spredtes til Danmark rund langs Kattegats kyster. vorfÅrsagen til dette skifte fra agerbrug til fiskeri, vides ikke helt præcist. Et gæt er at usikkerhed i udbyttet ved kornhøsten samt en øget befolkning. De tilpassede sig til de lokale forhold på de sydligere himmelstrøg i Nordsjælland, Djursland, Samsø og Vendsyssel.

En DNA-undersøgelse i Sverige siger at de var intolerante over for mælk, men man ved ikke om det også er gældende uden for Mellemsverige og Øland.
I Danmark synes indsamling af skaldyr muslinger, østers og snegle. Det var ikke et entydigt jægersamfund. De har også ernæret sig ved jagt og fiskeri, og de havde også fortrinsvis svin som tamdyr. Jagtredskaberne var harpuner til sælfangst, fiskekroge etc.

Keramikken har lagt navn til kulturen. Denne keramikform er videreudvikling tragtbægerbøndernes form for keramik, men havde grubber der forhindrede at det revnede ved brændingen. Krukkerne havde ofte en spids bund. 
Bopladserne findes der ikke mange af, men i Limjordsegnene og på Djursland ved Kolindsund har man fundet nogle fine bopladser.

Tragtbægerkulturen - 4.200 – 2.400 f.Kr.

 Tragtbægerkulturen - 4.200 – 2.400 f.Kr.

Skarpsallingkaret

Tragtbægerkulturen kan dels op i tre tidsperioder. Tidlig 4.200 – 3.500 f.Kr. og sen 3.500 – 2.800 f.Kr. og enkeltgravskultur 2.800 – 2.400 f.Kr. Det var også i den periode ager dyrkning langsomt vandt indpas fra sydligere egne som Michelsbergkulturen i Centraleuropa ved Weichelfloden og der var en vis overlap mellem ertebøllekulturen og tragtbægerkulturen. Det tog dog ca. 1.000 år før landbruget bredte sig op gennem Jylland. Først omkring år 4.000 f.Kr. finder man de første egentlig spor af landbrug som følge af indvandring sydfra.

Der findes to grupper af folk. Vollinggruppen der er indvandret fra Nordvesteuropa og oxiegruppen dr mens at stamme fra syd for Østersøen. Ertebøllekulturen og de nye agerbrugere levede tilpas langt fra hinanden og de havde et minimum af samkvem uden stridigheder.

Pludselig var tyder det på at man alligevel ”giftede” sig ind i hinandens kulturer og man flyttede længere ind i landet og væk fra kysterne i mange tilfælde, så derfor tog de ikke særlig lang tid at vænne sig til landbruget kombineret med jagt og fiskeri. Udbredelsen af kulturen var hele i hele Danmark, det sydlige Norge og Sverige.

Omkring 3.800 f.Kr. skete der et klimaskifte med en temperaturstigning på 3^o C med deraf følgende vandstandsstigninger i havene der forværrede levevilkårene for skaldyr. Skovens sammensætning ændrede sig til lind på de gode jorder og el, elm og vinter-eg. Samtidig kan man nu se vejbred og rødknæ og forskellige konarter.

De genetiske forhold tyder på at der eni blanding fra Mellemøsten, hvor landbruget bredte sig fra op gennem Europa. Menneskets højde var stadig 153 cm for kvinder og 165 for mænd. Der skønnes, at der har været mellem 100-200.000 mennesker i Danmark i den tidsperiode.

Landbruget blev drevet som svedjebrug, der går ud på at man fælder skov og dyrker det indtil jorden er udpint. Denne form har kun været anvendt i ca. 300 år indtil 3.600 år f.Kr. Man dyrkede enkorn (en hvedeart), emmer (også en hvedeart), dværghvede, seksradet byg som alle er indført sydfra. Der synes ikke at have været sædskifte, ej heller efterbehandling af kornet. Plantenæring blev sandsynligvis suppleret med nødder, æbler og anden frugt. Man malede kornet på skubbekværn uden at sigte det. Allerede i den tidlige tragtbægerkultur har husdyrhold været almindelig. Man har haft hornkvæg, får og geder. Svinet anses for at være det eneste der er tæmmet i Danmark. Derved kunne man skaffe sig kød og sandsynligvis også mælk.    

Ved fund på Langeland og på Djursland tyder på man boede i langhuse op til 90 meter lange og med opdelte rum. Der har været op til 30 rum i husene, alt efter størrelse. På Djursland lå der 2 huse overfor hinden med en brolagt vej imellem sig.

Keramikken ændrede sig til fladbundede krukker kaldet tragtbægre, der kunne stå selv.

Våben og redskaber blev stadig lavet af flint, og i mange tilfælde var flinten hente fra flintminer på Stevns og Møn. Nu var flintøkser etc. var nu slebne og man udviklede nye redskaber som huløkser, og mejsler.

Begravelsesskikken ændrede sig flere gange betragtelig i den periode. Dødehusene var øst-vestvendte huse, hvor gravene lå i østenden og en stor stenblok lå i det sydvestlige hjørne. Der var også en offergrubbe i den østlige ende, der vendte nord-syd. Husene der lignede beboelsen kunne udvides, hvis der var behov herfor. Skikken kendes langs den polske Weichelflod.

Stolpedysserne afløste dødehusene og var en videreudvikling af disse, der også vendte øst-vest. Man kender 14 af disse jævnt fordelt i Danmark og de hedder det fordi de også bestod af stolper med en stenbelægning.

Så gik man over til runddysser og langdysser. Disse langdysser kunne være meget lange og ved helt exceptionelt ved Horsens ved Bygholm Nørremark var 75 meter lang, 13 meter bred og 3 meter høj. Med tiden blev de almindelige gravhøje gjort større og de var overgangen til jættestuer.

År 3.400 f.Kr. kom jættestuerne til Danmark, som man mener stammer fra Bretagne. De kom dog først til Nordtyskland 1.000 år senere. Lidt mystisk synes jeg.  Man mener der bygget 40.000 af disse jættestuer, hvoraf de 500 er bevaret i dag. De blev anvendt helt op i bronzealderen. Niels Bohr Instituttet har beregnet, at de ligger efter retningen til fuldmånen.

Man havde også enkeltgrave fra der lå i øst-vestlig retning. Disse var bygget som stenhøje. Disse folk var nomader og havde ikke egentlige bopladser og dyrkede ikke agerbrug. De blev kaldt stridsøksefolket. De havde muligvis opdræt af heste og andre husdyr. Man mener de delvist fordrev befolkningen i Vestjylland, men ikke mod den østlige del af Danmark.

Kongemosekultur - 6.400-5.400 f.Kr.

 Kongemosekulturen - 6.400-5.400 f.Kr.

Kongemosekulturen var at finde i de sydlige Skandinavien i en periode hvor havene steg på grund af mere afsmeltning af isen på den Skandinaviske halvø og Nordamerika. Landområderne blev mindre og man gik mere havjagt og fiskeri.

Man kendte første gang il kulturen ved et fund i 1927 ved Bloksbjerg ved den nu udtørrede Klampenborg Fjord ved Dyrehaven. Navnet fik kulturen i ved et fund i 1952 ved Kongemosen mellem Tissø og Hvalsø i Vestsjælland. Mosen er en er en del af Danmarks største lavmose Åmosen, hvor der er gjort mange stenalderfund. En lavmose er en mose der får tilført vand via vandløb med mere. Landskabet var forandret fra et fastlandsområde til kystområde med mange øer og adskilte havområder. Denne forandring af landskabet og klimaet var skyld i at menneskene måtte tilpasse sig de ændrede livsvilkår.

Man op gave ikke jagten, men man begyndte at fiske mere, og man fangede ål, fladfisk, pighaj, torsk og gedder. Urokser, bjørn, grævling, ilder og los forsvandt fra mange af øerne, dels på grund af jagt, men der var ikke tilvandring af nye dyr udefra. Man jagtede alle former for fugle, selv rovfugle, samt den nu uddøde gejrfugl, der uddøde i 1844, hvor den sidste blev skudt i Island. Skaldyr er der ikke fundet meget af på bopladserne i den periode på, mærkværdigvis nok.

Jagtredskaber var de samme men forarbejdning af flint var anderledes, og forskellig fra hinanden på Sjælland og Jylland. Man begyndte at tage rusen flettet af pil i brug som fiskeredskab.  

Maglemosekulturen - ca. 9.000 f.Kr. - ca. 6.400 f.Kr.

Maglemosekulturen - ca. 9.000 f.Kr. - ca. 6.400 f.Kr.

 

Maglemosekulturen er opkaldt efter de første fund i Mullerup Mose, tidligere kaldet Maglemose, 10 km nordvest for Slagelse. Kulturens udbredelse var Danmark, Skåne, Nordtyskland, og dele af England, Holland og Polen.

Fund stammer især fra bopladser, men også enkelt fund som Prejlerup og Vig uroksefund, men også våben og smykker som enkeltfund.

Klimaet forandres i den tid og plantebælter skubbes nordpå grundet varmere klima. I begyndelsen var det koldere end i dag og birk og skovfyr var dominerende skovbeplantning. De store dyr genindvandrede fra før istiden. Det var urokser, elg, europæisk bison og vildheste. Der fandtes fugle som trane og vibe. I den periode 9.000-7.800 f.Kr var befolkningen skovjægere.

Fra omkring 7.900-7.000 f.Kr. steg temperaturen fortsat, og hassel og eg kom til i landskabet. Krondyr, rådyr og vildsvin indvandrede også i den periode, men vildhestene uddøde på grund af manglende åbne vidder, da skoven nu dækkede det meste Danmark. Yderligere fugle som skallesluger, blishøne, lappedykker, hejrer og traner var indvandret. Skovjægerkulturen var stadig dominerende måde at leve på. 

Samtidig var landet formet noget anderledes end i dag med blandt andet Dogger der forbandt landet med England og Nordjylland var dækket af havet.

7.000-6.400 f.Kr. blev klimaet påvirket af Golfstrømmen, og landet var nu dækket af urskov med alle former for træsorter, dog ikke bøg. Skoven var meget tæt og uigennemtrængelig

Maglemosefolket var udpræget jæger og samlerfolk som skiftede boplads alt efter levevilkår som fødemuligheder og årstid. Det flyttede således bopladser alt efter det var fugle, sæler og fisk, eller store skovdyr de jagtede. Man mener dog det var inden for et begrænset område.

Menneskene var begyndt at lave fiskekroge, og forbedrede deres buer og pile. Redskaber som skindskrabere, træbor, buer af elmetræ på 160 cm er fundet.  Man har fundet skeletter ved Vissenbjerg på Fyn og ved Køge bugt. Vissenbjergfundet varen mand på ca. 25 år, 155 cm høj, med kraftigere knoglebygning end i dag, korte ben og et lavere kranie, slidte tænder, der nok har været brugt som redskab.

Man ved de må have haft fartøjer, da man har fundet en paddelåre på 120 cm, dog har man ingen både fundet. Da de boede ved havet i fjorde og indre farvande, har det været den letteste måde at flytte sig på i forhold til uigennemtrængelig skov. Fiskeriredskaber er fundet ved Kalø Vig, et såkaldt fiskegærde, der spærrer fisk inde i et vandløb mellem to punkter. De havde hunden som tamdyr. Jagtmetoder har været at snige sig ind på byttet og beskyde det, eventuelt med plantegift på pilene.

Ved Jystrup ved Ringsted har man fundet en urokseknogle dekoreret med afbildninger af 2 mænd og tre kvinder. Man har også fundet hjortetak med udsmykninger. En del af smykkerne har slidspor efter ophæng i en snor.

De fleste fund er gjort på Sjælland og i Sønderjylland

Ahrensbergkulturen - ca. ca.10.500-ca.9.000 f.Kr.

 Ahrensbergkulturen - ca. ca.10.500-ca.9.000 f.Kr.

Man har fundet en boplads ovenpå fra Hamburgkulturen, som ligger før Brommekulturen. De er stadig rensdyrjægere i det man kalder rigtig tundra. Den har navnet efter fundstedet Ahrensburg tunneldal i det sydøstlige Holsten fundet af en tysker arkæolog i 1930’erne.

Klimatisk var det en ny kuldeperiode efter Brommekulturen og sommertemperaturen faldt til omkring 10o celsius. Birkeskoven bukkede under i det kolde klima og skovtundraen blev til rigtig tundra igen. Dyrelivet var stort set intakt og der var også ulve, ræve bæver og los.

Den skandinaviske isbræs afsmeltning åbnede en passage fra den Baltiske issø til havet i vest. Den Baltiske Issø er det nuværende Østersø bassin. Doggerland, som forbandt Danmark, Tyskland Holland og Belgien med England, flyttede kystlinjen længere mod syd, men ikke nævneværdigt. Rhinen havde udløb samme sted som Themsen til en kanal der førte mod syd mod Frankrig, som nu er den Engelske Kanal.   

Ahrensburgkulturen havde sikkert på grund af det barskere klima, en mere enkelt livsform. I Sølbjerg på Lolland har man fundet en boplads der er taget brug igen efter Hamburgkulturen ca.12.500-ca.12.000 f.Kr., men der er ikke spor af Brommekulturen, der ligger imellem de 2 kulturer. Boligen har formodentlig bestået af 3,5 x 3 meter telt eller hytte. Alt dette vidner om tilbagevenden til de gamle livs- og jagtformer. Råstoffer var rensdyr og flint som de lavede pilespidser af til bue og pil og harpuner af rentak.  Man har i øvrigt også fundet en slags totempæl. Desuden har fundet ofringer i en sø i Tyskland

Brommekulturen - ca.11.800-ca.10.500 f.Kr.

 

Brommekulturen - ca.11.800-ca.10.500 f.Kr.

Kilde: Wikipedia, lex.dk, Trap Danmark

Brommekulturen 13.800 til 12.500 år siden var ikke de første mennesker efter istiden. Der er spor af mennesker ved Slotseng ved Sommersted i Sønderjylland 2.000 år tidligere. Tillige fra samme periode har man fundet spor ved Jels og Sølbjerg på Lolland. De har været få og klimaet i tundraen har været barskt (ordet tundra er samisk via russisk og bruges i hele verden) og det har været nomader på alene rensdyrjagt.

I løbet af den periode forbedredes flinteredskaberne til jagt og Brommekulturen findes fra den klimatiske periode der kaldes Allerødtiden, som var en varmeperiode. Jagtdyrene var nu rensdyr, irsk kæmpehjort, elg. Landskabet var ved at gro til med birk, røn, bævreasp, pil og en smule fyr. Den åbne skov gave gode muligheder for græsser til de vilde dyr.

Menneskene i Danmark udviklede efterhånden sin egen kultur fremfor den hidtidige indvandrede kultur, det kaldes Federmesserkulturen, som er fra det nordlige Europa ved Rhinen. De jagtede efterhånden også andre former for dyr som ulv, bæver og rådyr. Fisk og skaldyr har nok også været fødekilder.

De havde næppe faste bopladser og man finder Brommekulturen ovre hele Danmark, Halvdelen af de fundne bopladser er ved søer, åernes udløb.  

Jagtredskaberne kaldes skafttungepile der er forholdsvis lange, men de blev kortere med tiden. Muligvis fordi man gik fra spyd til bue og pil.  Bromme kulturen var udbredt i hele Danmark og de kystnæreområder ved Østersøen i det nuværende Tyskland og Polen. Ved Nordsøen fra Hamborg mod syd, havde man Hamburgkulturen.              

Istiden - ca. 27.000 til 11.700 år siden

 

Istiden -  ca. 27.000 til 11.700 år siden

 

 Der har været istid flere gange i Danmark og hvornår det første menneske har bosat sig i Danmark, vides ikke, da alle spor er slettet af gletsjernes bevægelser hen over landskabet. Den sidste istid var for 55.000 å siden og på et tidspunkt blev Danmark isfrit igen i en meget kort overgang, for så igen for 28.000 år siden at blive dækket af is igen til Bovbjerg til Viborg og derfra sydpå ned i østersøegnene. Vestjylland var isfrit i et barskt klima. Dette kan ses via de store vestjyske hedesletter, der er dannet af smeltevand.

Efter istiden var hele Danmark et sammenhængende område, og bælterne kan forklares med det var floddale fra 11.700 til 9.000 år siden før vor tidsregning. Vandstanden i havene steg, men det blev modsvaret af landhævninger i Danmark, fordi landskabet blev fri for isens vægt.  Da den sidste is forsvandt, steg havet dog så meget, at Danmark kom til at ligne det vi kender i dag med øer, fjorde og vige. Det skete for 9.000 til 6.000 år siden. Det nordlige Danmark hæver sig stadig medens det sydlige stadig synker.

Allerede for 13.000 år siden gjorde mennesket igen sit indtog i Danmark kaldet Brommekulturen efter fund i 1944 ved Bromme ved Sorø.