Før romersk jernalder - 500 f.kr. - 1. e.Kr.

Førromersk jernalder - 500 f.kr. - 1. e.Kr. 

Kilde Wikipedia og lex.dk

Førromersk jernalder førhen kaldt keltisk jernalder omfatter Skandinavien, Nordtyskland, Holland nord for Rhinen. Fund fra hele dette område vidner om at overgangen fra bronzealderen foregik uden større kulturelle forandringer, men den keltiske kultur havde en stor indflydelse og senere fik den centraleuropæiske kultur La Téne også indflydelse.   

Adskillelsen af før- og romersk jernalder blev foreslået i 1866 af Emil Vedel efter nogle fund på Bornholm. Fund af bronzealderens begravelsesskikke bevidnede at man ikke havde kontakt med Romerriget i udpræget grad.

Ældre keltisk jernalder - 500 f.Kr. . 200 f.Kr.

Forbindelserne til kelterne var begrænsede og indflydelsen begyndte i det Slesvig-holstenske område og forbindelserne har været ufredelige, da man har fundet spor af spor forsvarsanlæg blandt andet i Borremose ved Aars i Vesthimmerland, lå der i 200 år en befæstet bebyggelse med kun en enkelt adgangsvej. Det taler for der har været ufredeligt. Kelterne var jo også kendt som en lidt aggressiv kultur.

Ved Hjortespring på Als har man fundet sport efter slag 400 f.Kr. Man fandt 3-4 krigskanoer med plads til ca. 20 krigere. Så vidt man kan se er dette angreb fra søsiden kommet fra egnene omkring Elben. De blev højst sandsynligt slået tilbage, da man har ofret fjendens våben i Hjortespring Mose. Forsvars anlæg er fundet Lyngsmose, Borremose og Sarup på Fyn

Overgange fra bronze til jern svar fra til vore dages overgang fra manuel arbejder til brug af it-teknologi. Det betød at bronzesmede blev ”arbejdsløse” og måtte tilegne sig ny viden hvis man kunne. Magten gik fra bronzehandel gik til jernsmedjerne, da man selv i Danmark kunne udvinde jern i myremalm.

Myremalm er resultatet af udvaskning af kalken i de øverste jordlag, hvis det samtidig også er iltfattigt, udvaskes jern og mangan og føres bort af regnvand til dybere liggende basisk og iltholdigt lag, og så udfældes til myremalm der ligger en meter nede under overfladen. Man udnyttede myremalm helt op i 1600-tallet. Malmen indeholder typisk 30-50 % jern, hvilket er et ret højt indhold.

Gravskikken er de såkaldte tuegravpladser, hvor man puttede den afdødes aske i en urne og begravede dem samlet i store arealer en for en.  Der kunne være flere hundrede gennem lang tid, hvilket vidner om stabilitet i samfundet og man ikke flyttede ret meget.

Landbruget gik ind i en kæmpe omvæltning, fog nu gik man over til sædeskift, mellem græs, brak og afgrøder. Byg og hvede spillede hovedrollen i korndyrkningen. Man gik over til individuelt landbrug på arealer op til 100 hektar. Dette har man fundet blandet andet ved Skørbæk Hede. På Sjælland har fundet agre på op til 10 hektar med tilhørende engarealer. Over tid skete der en social forandring med hvor høvdingens landbrug udskilte sig som større end andre gårde.  Det er også i den periode hvor digevoldingsagre (markadskillelse) opstår.

Bebyggelsen afløstes de store haller af mindre af mindre huse på 4-5 m meter brede og 7-11 meter lange. Med bolig i den vestlige ende og plads til dyr i den østlige ende. Disse var dog adskilt. Det har været huse for enkelt familier.  Husene lå i grupper øst-vestlig retning, så det lignede landsbyer. Man flyttede disse huse ca. hvert 30. år har fund i Vestjylland antydet. Nogle af dem kunne være samtidige. Der er fund af disse landsbyer i Borremose, Sejlflod ved Aalborg, Lyngsmose ved Ringkøbing Fjord, Grøntoft i Vestjylland, Drengsted ved Ribe og Sarup på Sydvestfyn.

Yngre keltisk jernalder - 200 f.Kr. - 1. e.kr. 

Yngre keltisk jernalder adskiller sig ved at keltiske og keltisk inspirerede genstande vokser kraftigt. Dette skyldtes 2 store folkevandringer i Europa.

Folkevandringerne skyldes at landbruget gennemgik en omfattende ændring til et mere intensivt landbrug, hvis lige ikke sås lige før landbrugsreformen i historisk tid. Dette betød at befolkningen kunne vokse, men tilvæksten havde en grænse, der betød at mennesker måtte udvandre. Dette skete tilsyneladende 2 gange.

Omkring 207-204 f.Kr. fandt formodentlig et stort vulkanudbrud sted, hvor vides ikke, men der var misvækst og det fik mennesker til at udvandre i første omgang til egnene omkring syd for Østersøen. Senere vandrede de mod Sortehavet. Disse folk kaldtes for bastarnae, som var keltere, og man kan følge deres vandringer på keramikken, og er beskrevet i græske og romerske skrifter som lejesoldater. De forsvinder ud historien kort tid før år 0.

Næste vandring var omkring 115 – 101 f.Kr. og denne gang var det kimbrerne fra Himmerland, teutoner fra Thy og ambronere fra Sønderjylland. Antikke kildertaler om ca. 300.000 mennesker. Dette bevirkede der selvfølgelig var stor kontakt til hjemegnene og dermed også kulturel påvirkning, især keltisk, men også andre kulturer.

Yngre keltisk jernalder var Danmark stammeopdelt med hver sine skikke. Dette ses i dekoration af keramik og forskelle i begravelsesskikke. Man har fundet vogne som brugtes til religiøse handlinger, de såkaldte Dejbjergvogne, med næsten lige stor afstand fra hinanden. Hvis dette ikke er tilfældigt, så kan det være forløberen de senere inddelinger af landet i sysler eller herreder. Disse steder dyrkede man frugtbarhedsgudinden Nerthus.

Kilden til denne gudinde er romeren Tacitus der beskriver ofringer af slaver på disse vogne ud i søer og moser ret detaljeret. Nogle af disse ofringer kunne være Tollundmanden, Gravballemanden og Elling pigen (ikke at forveksle med Egtvedpigen ved Jelling fra bronzealderen)  

Gravskikkene er stadig tuegrave, men man finder også et større antal krigergravpladser, primært i Jylland. Disse krigere fik deres sværd og andre våben med sig i graven. Våbnene blev gjort ubrugelige. I andre grav har man fundet metalkar og kedler der stammer fra keltiske og romerske områder og var ikke tilvirket i Danmark.

Landbruget var stabilt og man havde brug til op mod 60 hektar inklusive græsningsarealer. Man finder også spor af osteproduktion. Bebyggelserne ligger nu fast helt frem til ældre romersk jernalder. Der var øjensynlig en social laginddeling mellem høvdingen, der ses ved en enkelt stor gård i bebyggelserne. Jordene har formodentlig også gået arv i familien.