Sagnkonger før Hardeknud og Gorm den Gamle år 934

 Sagnkonger

Vikingetiden anses for at være perioden mellem ca. 700 til ca. 1066, men inden da var der også konger eller høvding om man vil.

Myterne om sagnkonger fra før Gorm Gamles tid (ca. 930-ca. 958) er meget usikre, men der findes kilder fra munke og præst nede i Europa der omtaler konger fra Danmark meget længere tilbage, men de er usikre, da de kan være skrevet lang tid efter og som andenhåndsviden. Det var en periode med velstand i landet. Danmark var ikke samlet som vi kender det. Om kongebetegnelen er rigtig, kan betvivles, amen måske snarere høvdinger, der var høvding på samme tid.  

Konger indtil Gorm den Gamle ca. år 834 e.Kr.

 

•          Dan – Ca. år 400 – Danmarks første kong – kilde Lejre krøniken, Saxo og Ynglingesagaen
•          Roar eller Hroar – ca. år 450 – muligvis søn af Halfdan der betyder halvdansker. Måske stammer de fra folkevandringernes tid fra herulerne, der var en vandringsstamme ved Donau iflg. Krøniker. H nagrundlage muligvis Roskilde  
•          Halvdan – årstal usikkert og der har været flere der hed Halvdan, der betyder halvdansker. Drengenavnet Halfdan stammer derfra.   
•          Helge – Far til Rolf Krake
•          Rolf Krake – en konge fra Lejre der bekrigede svenskerne. Blev myrdet af sin svoger Hjarvard. Han omtales i flere krøniker og kvad samt andre kilder.
•          Hjardvard – konge af Sjælland og Skåne
•          Vermund – Konge af Jylland i mange år
•          Uffe Hin Spage – Ca. år 550 – jysk konge, vist nok ved Jelling. Hans sværd Skræp siges at være gravet ned ved Skærmklint lidt vest for Vejle. Han vandt over sakserne ved en duel på en ø i Ejderen, medens hans far Vermund stadig var kong, men blind. Siger sagnet altså.  
•          Hake – ukendt – Søn af Hamund
•          Fridlev – Gift med Rolfs datter
•          Frode Fredegod den Gavmilde – Søn af Fridlev
•          Ingjald – søn af Frode
•          Olav – Ingjalds søn
•          Åsa – Olavs datter
•          Harald Hildetand – Døde i Bråvallaslaget i midten af 700-tallet i Sverige, men der ikke fundet spor fra det slag.
•          Agantyr – Ca. 710 rejste kom en missionær ved navn Willibrord til Danmark, han fik 30 drenge med sig hjem til opdragelse i kristen tro. Willibrod fortæller at Agantyr var mere grusom end nogen anden han havde mødt.  
•          Hed – Dronning der grundlagde Hedeby i Slesvig.  
•          Sigurd Ring – Konge af Danmark og dele Sverige ca 770-780
•          Godfred (Gøtrik) – måske søn af Sigurd Ring. Han kæmpede mod Karl den Store i Friesland, men blev myrdetinde et stor slag, måske af en f sine egne folk. Ca. 800-810. Viklingernes plyndringstogter var på det tidspunkt begyndt.
•          Hemming – 810 - 812 Hemming sluttede fred med Karl den Store hvor Danmark kom til at gå til Ejderen, hvorfra de holdt slaviske stammer fra at angribe både Danmark og Karl den Stores rige.
•          Sigfred II, Anulo – de to forsøger at tilrane sig kronen i 812
•          Harald Klak – var medkonge 819-827. Blev senere greve Nordfriesland sammen med en præst der skulle støtte ham, idet han var blevet døbt. Det var han nok tvunget til for at få grevskabet. Han havde haft kontakt til Ansgar, der forsøgte at gøre danerne kristne, men det lykkedes ikke udntaget i Sverige hvor han rejste en kirke. Ansgar blev biskop for Danmark, Sverige og Venderne, men missionsgerningen kunne han ikke genoptage. Vikingetogterne blev voldsommere og voldsommere og bispesædet blev plyndret i Hamborg og han undgik med nød og næppe at blive fanget.  
•          Regnar Lodbrog – årstal meget usikre.  Var måske med til at grundlægge Danelagen i England, og dr findes temmelig mange kilder om denne konge
•          Rudolf – Søn af Harald Klak. Var på vikingetogt i Frankrig fra 864-til 873 hvor han døde
•          Rorik – Bror eller nevø til Harald Klak. Rorik erobrede Friesland, men blev smidt ud igen i 867. Var allieret med Karl den Skallede, konge af Vestfrankerriget.
•          Horik – 813 til 854 var søn af Godfred. I 845 angreb han sakserne, men uden held. Hna blev dræbt i et slag om kongemagten og mange af slægtningene døde ved det slag.
•          Horik II – En slægtning til Horik I. Regerede 857 til efter 864
•          Sigfred III – 873 til 887 - Samkonge med Halfdan
•          Helge – kendes kun fra Adam af Bremen. Han skulle være elsket af folket.
•          Olaf – Ca 910 Svensk konge der erobrede magen i Danmark
•          Sigtryd – indtil ca. 920 var efterkommer af Olaf
•          Hardeknud – Var Svens søn der erobrede kongemagten i Jylland. Var oprindelig fra Normandiet som efterkommer af vikinger. Han betragtes som grundlæggeren af Jelling-dynastiet. Men der findes en anden historie om en ex-konge der hed Gorm der fandt ham i en skov der opfostrede ham. Gorm udnævnte Knud I til konge af Jylland. Han kaldte der sin søn Gorm efter sin fosterfader, Denne Gorm blev senere kaldt Gorm den Gamle    

Runealfabetet - Futharken - fra ca år 100 e.Kr.

 Runealfabetet – futharken

Runealfabetet eller rettere alfabeterne blev brugt i skandinavisk og germansk kultur fra ca. år 100 e.Kr. Skriften er udviklet uafhængigt af det latinske. Runerækken kaldes Futhark og var brugt som kommunikationsmiddel indtil omkring 1000-tallet, hvor det blev afløst at det latinske alfabet. Runerne levede dog længe efter derefter.

Runesten i Upsala

Det ældste fund er fra ca. år 100 på en kam hvor der står ’harja’ der måske er et mandsnavn eller også betyder det bare kam. Den blev fundet ved Vimose på Fyn.

I begyndelsen havde man 24 tegn og nogle af dem med forskellig lyd. Man gik over til kun 16 tegn og senere igen med punkter der betød at tegnet havde en anden fonetisk lyd. Runerne blev brugt til ejersignaturer, gravindskrifter, noter, bønner oh trylleformler.

Ordet rune betyder ’hemmelig’ og ansås for at være magiske, da størstedelen af befolkningen var analfabeter. Ordene ’at stave’ og bogstav stammer fra oldnordisk, da man ofte ridse runer i træstave, og bog var træsorten bøg. Fra 600-talletbegydnte man at rejse runesten. Bøger med runerkendes først fra middelalderen.

Runernes oprindelse er uvis, men de største og ældste fund findes i Danmark, hvilket ikke er et bevis i sig selv. Dog mener man at inspirationen er kommet fra det latinske alfabet, da der er en del lighedspunkter. Der er 2 andre teorier. Den græske som man ikke rigtig tro på længere, da den ikke passer sammen tidsmæssigt. Der er også den etruskiske, men så skulle det være opstået 200 år tidligere, men man har ikke gjort nogle fund fra den tid. Runer blev brugt helt op i det 13. århundrede, selv af latinkyndige og gejstlige.

Vikingetiden år 700 – ca. 1066

Germansk jernalder - 375 e.Kr. - 750

 Germansk jernalder

År 375 e.Kr. - 750

Germansk jernalder afløser romersk jernalder. De arkæologiske fund ændrer sig i takt med Romerriget og jernalderen går ind i en ny fase kaldet også folkevandringstiden som er præget af uro. Æraen deles normalt op i to perioder. Den ene er ’ældre germansk jernalder’ fra år 375-550 og den anden den ’yngre germanske jernalder’ fra år 550-750. Dateringen af sidste periode diskuteres heftigt, da man ikke klart kan skelne overgangen til vikingetiden.

Klimaet var fugtigere og køligere end perioden var i perioderne før og efter. Der blev anlagt marker med intensive landbrug uden lange brakperioder, kaldet ekstensiv drift.  Mange skove blev fældet og der opstod åbne landskaber. Landsbyerne lå tættere f.eks. på Vestegnen på Sjælland. Bøg blev derfor mere udbredt i denne periode. Landsbyerne blev specialiserede og der opstod handelspladser.

Den turbulente periode med Romerrigets fald og krige affødt betød, at man finder mere guld i grave og hustomter. Da Romerriget var væk i Vesteuropa, faldt guldmængden atter. Guldhornene stammer fra den periode. Stednavne som vi kender i dag kan spores tilbage til den tid. Det er endelser -lev, -løse, -sted, -inge og heim og rød. Eksempler er Vanløse, Haderslev, Græsted og Birkerød.

Lindhøje

De første byer blev grundlagt som en kombination som handelsplads, kultplads og fyrstesæde og omkring år 600 anlagdes stormandssæderover hel Sydskandinavien. Eksempler er Lisbjerg ved Aarhus, Tissø i Vestsjælland, Lejre og Toftegård på Stevns. De anlagdes efter frankisk forbillede, kaldet ’pfaltzkomplekser’ som var en slags kongsgårde. I Tissø har man fundet rige fund af luksus genstande helt op til år 1020, hvor stedet blev revet ned.

Folkevandrngerne begyndte, da hunnerne fra Centralasien lagde pres på Centraleuropa, men det diskuteres til stadig hvor stor en betydning de har haft i Danmark, da man ikke sikkerhed kan sige om det var andre årsager af befolkningstallet faldt på Fyn og i Jylland. Det kan lige så godt skyldes udpinte jorder, samt flere kæmpe vulkanudbrud fra 536-539 der medførte solens indstråling blev reduceret kraftigt og som følge deraf sultkatastrofe. Danske områder var ikke nemme at ’besætte’, og de faktisk havde sammen germanerne at give romerne klø i flere slag i begyndelsen årtusindet.      

Dyreornamentikken udvikles helt særskilt i Norden, men menes at stamme fra hunnerne. Den nordiske stil med mytiske fortællinger efterlignes i store dele af Europa. Religionen er der ikke stor viden om, så det er kun gisninger nordisk mytologi skulle være udviklet i den periode, men dog ikke usandsynligt.

Romersk jernalder - 1.e.Kr. - 400 e.kr.

 Romersk jernalder 1.e.Kr. - 400 e.kr. 

Kopier af Hobybægrene

Romersk jernalder i Skandinavien, Nordtyskland og Nederlandene er udtryk at Romerrigets indflydelse bliver markant større i den periode. Da Romerrigets dominans forsvandt, kalder man det for germansk jernalder. Tiden er delt op i to perioder, nemlig ældre og yngre romersk jernalder. Navnet skyldes stor import af varer fra Romerriget, som f.eks. amforaer, krukker, glasbægre, bronzefigurer, samt spillebrikker og våben i store mænger, man har fundet ved ofringer i moser og søer. Det tyder på en urolig tid med ofringer af krigsbytte. Der har været regulære hære, alt at dømme på mængden af våben ved fundene. Det tyder på der har været forbund mellem Jylland, Fyn, Sjælland   og Sydsverige og et andet mellem Sydnorge og Mälaren i Østsverige.

Ældre romersk jernalder - 1.e.Kr. - 160. e.kr. 

Mod slutningen af keltisk jernalder havde Romerriget udvidet mord nordvest ved Rhinen og efterhånden også til Britannien. Romerne ville gerne udvide mod nord, men mødte stor modstand og det mislykkedes. I stedet indgiv de i alliancer med Germanske stormænd som gav sønnerne mulighed for at tjene i den romerske hær. Disse vilkår kunne findes i grænseområderne, men indflydelsen bredte sig nordpå blandt også til det sydlige Skandinavien. En af de største kulturelle indflydelser var udviklingen af runealfabetet som jeg skriver om senere.

Jylland var stadig delt opdelt i stamme områder med deres egne kendetegn i keramikken, og dr var således forskel på hvordan mønstrene var i det sydlige Jylland, hvor en germansk stamme der hed varinere hørte til og i Slesvig var der en stamme der hed anglere og nord på var det jyder. Inddelingen i stammer i Jylland beskrevet i samtidige kilder af romerne Tactius og Ptolomaius.

Husene var forskellige i de forskellige egne. Anglerne havde huse inddelt i 3 rum liggende øst-vestlig retning. Den vestlig ende var beboelsen, stalden lå i den østlige ende og længst mod øst lå laden. Bebyggelsen lå både som landsbyer og som enkeltgårde. Det lader til at varinerne begravede deres afdøde med romerske metalkar. Gravpladserne var store og fandtes både som brandgrave og som jordfæstegrave. Nord for Slien var var gravpladserne i brug indtil 400 e.Kr. og syd for til 500. e.Kr. Man mener at der i Angel, det sydlige Jylland var centralt styret, efter at dømme på ensartetheden på fundene.

På de danske øer findes der kun et magtcentrum, nemlig i Hoby på Lolland og på Sjælland finder man faktisk ikke krigergrave fra den periode. Fundene i Hoby på Lolland vidner om en særdeles rig stormand med internationale forbindelser. Man har fundet drikkebægre af sølv, en bakke, en kande og en kasserolle alle af bronze. I bunden på sølvbægrene var indgraveret navnet ”Silisius”, som var militærkommandanten i Germanien ved Mainz i 14-21 e.Kr.

Andre romersk fund er en romersk officersdolk ved Horsens og fund ved Ringkøbing er der også gjort. Alt dette det er gaver ved diplomati, da romerne Havde lidt et gevaldig militært nederlag ved Teutoburgerskoven i dette slag år 9 e.Kr. De mistede omkring 25-30.000 mand. Dette salg er i øvrigt beskrevet i filmen ”Gladiator”. Der er fundet spænder i Hoby der menes at være kopier af spænder fra en grav i Bendstrup i Nordøstjylland. Disse menes at væren gave i forbindelse med et bryllup.

Det er sværere at find vidnesbyrd om samhandel i Romerriget, men man mener det har været slaver, pelsværk og rav. 

Allerede på det tidspunkt kan man i Jylland finde enorme forsvarsanlæg som f.eks. Olger Diget som er 12 km langt og ligger ved Tinglev og er fra 200-300 år e.Kr. Det har enten været grænsen mellem jyder og anglere eller også tjent som beskyttelse mod småstammer fra området omkring Over Jerstal. Der findes tillige en vold ved Rødekro. Træet i de 2 forsvarsvolde er dateret til omkring år 279 e.Kr. Det tyder på en urolig tid.

Landbruget lignede det man kendte fra keltisk jernalder og de nærmeste agre ved landsbyerne blev drevet intensivt med gødskning etc., medens marker længere væk blev brugt til afgræsning af ved hjælp af kvæg og svin, samt hø til vinterfoder. På øerne var markene mindre, hvilket skyldes de fede jorder. Bebyggelsen udviser kontinuitet og man begyndte at afgrænse gårdene med hegn. Gårdene bliver også større og man kan se man har udvidet husene. Det bliver også en mere tydelig rangorden af beboelserne. Der er gerne et par gård der skiller sig ud.   Desuden har man også fundet kældre til opbevaring af forråd i den periode. Der er gjort mange fund af jernalderbebyggeler i hele landet.

Yngre romersk  jernalder -160 e.Kr. - 375 e.Kr. 

Nydambåden

Yngre romersk jernalder glider roligt fra forrige periode videre, men en noget mere urolig tid med krige mellem romerne og germanerne. Romer ville gerne have allierede blandt germanere, hvilket ikke lykkedes særlig godt.

Trods krige og uroligheder fortsatte samhandelen fra Elben og dens bifloder og videre Øresundskysten og de danske øer. Desuden gik handelen også via rav-ruten til Sortehavet. Dette bevises via fællesgravskik samt fund.

Forskellen mellem Jylland og ørerne og Sjælland var nu mere udtalt. Jylland var stadig præget af stammeområder på størrelse med de senere sysler der var noget større end herreder. I Jylland findes også talrige våbenofringer, som tegn på angreb udefra. På øerne opstår der mere homogene magtcentre. Medens de i ældre tid lå på Lolland, flytter de nu til Stevns, som Varpelev og Himlingøje hvilket kan ses på de talrige gravhøje. Senere kommer der også et magtcentrum i Gudme på Fyn, som bliver det største magtcenter med forbindelser til resten af Europa og Romerriget. Der indgås også ægteskabsalliancer. Der var også en vis påvirkning af religionen. Gudme havde ligeledes kontakt til Rhin-området.

Der var tætte alliancer til de jyske stammer, hvilket ses af armringe der næsten kan sættes sammen, selvom de er fundet både i Gudme og Jylland. Stevnsdynastiet mangler beviser i form af et beboelsesfund, men man har fundet brolagte veje over Trygvælde Å mellem Varpelev og Himlingøje.

Jylland blev angrebet sydfra så man beskyttede sig med volde og pælespærringer med et vist held, hvis man skal tolke våbenofringerne. Angrebene menes at have været slavejagter til den romerske hære foretaget af germanere i romersk hærtjeneste. Slavejagten blev også foretaget af stammer fra Halland og Västergötland i det nuværende Sverige. På den måde undgik de selv at bliver slaver ved at handle med dem. Der er fundet utallige våbenofringer i Jylland. Den ældste del af forsvarsvolden Dannevirke dateres til 400-tallet.

Befolkningsgrupper

·         Anglere – mellem Flensborg Fjord og Slien og muligvis til Ejderen og vest over

·         Germansk stamme mellem Flensborg og Kongeåen

·         Jyder og danere – resten af Jylland

·         Danere Sjælland og øerne og Sydsverige

Egentlig stammer disse befolkningsgrupper genetisk alle samme sted fra, nemlig fra de ukrainske stepper, der er indvandret for 5000 år siden og har udkonkurreret den oprindelig befolkning genetisk.

Landbrug

Befolkningen voksede og man havde behov mere effektivt landbrug, hvor man gik fra udmark til fast dyrket indmark i stedet for flytning af marker der hed udmark. Det betød også færre men større landsbyer. Man havde overdrev til kvæget der i visse tilfælde voksede til skov igen. Kvæget blev ledet via såkaldte fægyder for at undgå dyrene betrådte markerne. Gødskning var fra husdyr og mennesker. Rug vand frem på bekostning af hvede, da det kunne holde til det lidt barskere klima i Danmark end længere sydpå. Ejendommene blev markeret med tofter, men fællesskabet bevares do til en vis grad.

 Bebyggelse

Det er først nu man nu kan se forskel på bygninger alt efter hvilket formål det var til. Stormandssæderne var typisk uden for landsbyen, og smeden og andre håndværk var også typisk uden for landsbyen, men i nærheden så de kunne betjene både stormanden og landsbyboerne.

Stormandspladserne eller centralplader som de også kaldes, var ikke så afhængig af landbrug i det de bedrev handel, der endog gav meget stor velstand.  En af dem var Gudme der eksisterede fra begyndelsen af 2- århundrede til begyndelsen af 700-tallet. Den var netop delt op på den måde, og de havde endda en ladeplads ved Lundeborg. I slutningen af det 3. århundrede belv der bygget hal der var 10 meter bred og 47 meter lang. Den bestod i 200 år. Bebyggelsen bestod af ca. 50 gårde med langhuse der var op til 35 meter lange. Stormandsgåden havde ingen driftsbygninger og han har øjensynlig opkrævet en form for ”skatter” hos de andre i. Desuden lå der ved udmundingen af Tange Å en handelsplads med håndværk etc. Den har efterladt talrige spor efter handel med både guld og glas fra Romerriget. Stedet eksisterede 100 efter Gudme forsvandt ud af billedet.

Romersk beslag

Landsbyerne i Danmark ser nu forskelligartet ud, idet de er tilpasset det landskab de ligger i. Der er andrebebyggelser der kendt som Vorbasse, Nørre Snede og Bellingegård, Mølleparken ved Løgumkloster, Foulum ved Viborg samt ved Jelling.

Før romersk jernalder - 500 f.kr. - 1. e.Kr.

Førromersk jernalder - 500 f.kr. - 1. e.Kr. 

Kilde Wikipedia og lex.dk

Førromersk jernalder førhen kaldt keltisk jernalder omfatter Skandinavien, Nordtyskland, Holland nord for Rhinen. Fund fra hele dette område vidner om at overgangen fra bronzealderen foregik uden større kulturelle forandringer, men den keltiske kultur havde en stor indflydelse og senere fik den centraleuropæiske kultur La Téne også indflydelse.   

Adskillelsen af før- og romersk jernalder blev foreslået i 1866 af Emil Vedel efter nogle fund på Bornholm. Fund af bronzealderens begravelsesskikke bevidnede at man ikke havde kontakt med Romerriget i udpræget grad.

Ældre keltisk jernalder - 500 f.Kr. . 200 f.Kr.

Forbindelserne til kelterne var begrænsede og indflydelsen begyndte i det Slesvig-holstenske område og forbindelserne har været ufredelige, da man har fundet spor af spor forsvarsanlæg blandt andet i Borremose ved Aars i Vesthimmerland, lå der i 200 år en befæstet bebyggelse med kun en enkelt adgangsvej. Det taler for der har været ufredeligt. Kelterne var jo også kendt som en lidt aggressiv kultur.

Ved Hjortespring på Als har man fundet sport efter slag 400 f.Kr. Man fandt 3-4 krigskanoer med plads til ca. 20 krigere. Så vidt man kan se er dette angreb fra søsiden kommet fra egnene omkring Elben. De blev højst sandsynligt slået tilbage, da man har ofret fjendens våben i Hjortespring Mose. Forsvars anlæg er fundet Lyngsmose, Borremose og Sarup på Fyn

Overgange fra bronze til jern svar fra til vore dages overgang fra manuel arbejder til brug af it-teknologi. Det betød at bronzesmede blev ”arbejdsløse” og måtte tilegne sig ny viden hvis man kunne. Magten gik fra bronzehandel gik til jernsmedjerne, da man selv i Danmark kunne udvinde jern i myremalm.

Myremalm er resultatet af udvaskning af kalken i de øverste jordlag, hvis det samtidig også er iltfattigt, udvaskes jern og mangan og føres bort af regnvand til dybere liggende basisk og iltholdigt lag, og så udfældes til myremalm der ligger en meter nede under overfladen. Man udnyttede myremalm helt op i 1600-tallet. Malmen indeholder typisk 30-50 % jern, hvilket er et ret højt indhold.

Gravskikken er de såkaldte tuegravpladser, hvor man puttede den afdødes aske i en urne og begravede dem samlet i store arealer en for en.  Der kunne være flere hundrede gennem lang tid, hvilket vidner om stabilitet i samfundet og man ikke flyttede ret meget.

Landbruget gik ind i en kæmpe omvæltning, fog nu gik man over til sædeskift, mellem græs, brak og afgrøder. Byg og hvede spillede hovedrollen i korndyrkningen. Man gik over til individuelt landbrug på arealer op til 100 hektar. Dette har man fundet blandet andet ved Skørbæk Hede. På Sjælland har fundet agre på op til 10 hektar med tilhørende engarealer. Over tid skete der en social forandring med hvor høvdingens landbrug udskilte sig som større end andre gårde.  Det er også i den periode hvor digevoldingsagre (markadskillelse) opstår.

Bebyggelsen afløstes de store haller af mindre af mindre huse på 4-5 m meter brede og 7-11 meter lange. Med bolig i den vestlige ende og plads til dyr i den østlige ende. Disse var dog adskilt. Det har været huse for enkelt familier.  Husene lå i grupper øst-vestlig retning, så det lignede landsbyer. Man flyttede disse huse ca. hvert 30. år har fund i Vestjylland antydet. Nogle af dem kunne være samtidige. Der er fund af disse landsbyer i Borremose, Sejlflod ved Aalborg, Lyngsmose ved Ringkøbing Fjord, Grøntoft i Vestjylland, Drengsted ved Ribe og Sarup på Sydvestfyn.

Yngre keltisk jernalder - 200 f.Kr. - 1. e.kr. 

Yngre keltisk jernalder adskiller sig ved at keltiske og keltisk inspirerede genstande vokser kraftigt. Dette skyldtes 2 store folkevandringer i Europa.

Folkevandringerne skyldes at landbruget gennemgik en omfattende ændring til et mere intensivt landbrug, hvis lige ikke sås lige før landbrugsreformen i historisk tid. Dette betød at befolkningen kunne vokse, men tilvæksten havde en grænse, der betød at mennesker måtte udvandre. Dette skete tilsyneladende 2 gange.

Omkring 207-204 f.Kr. fandt formodentlig et stort vulkanudbrud sted, hvor vides ikke, men der var misvækst og det fik mennesker til at udvandre i første omgang til egnene omkring syd for Østersøen. Senere vandrede de mod Sortehavet. Disse folk kaldtes for bastarnae, som var keltere, og man kan følge deres vandringer på keramikken, og er beskrevet i græske og romerske skrifter som lejesoldater. De forsvinder ud historien kort tid før år 0.

Næste vandring var omkring 115 – 101 f.Kr. og denne gang var det kimbrerne fra Himmerland, teutoner fra Thy og ambronere fra Sønderjylland. Antikke kildertaler om ca. 300.000 mennesker. Dette bevirkede der selvfølgelig var stor kontakt til hjemegnene og dermed også kulturel påvirkning, især keltisk, men også andre kulturer.

Yngre keltisk jernalder var Danmark stammeopdelt med hver sine skikke. Dette ses i dekoration af keramik og forskelle i begravelsesskikke. Man har fundet vogne som brugtes til religiøse handlinger, de såkaldte Dejbjergvogne, med næsten lige stor afstand fra hinanden. Hvis dette ikke er tilfældigt, så kan det være forløberen de senere inddelinger af landet i sysler eller herreder. Disse steder dyrkede man frugtbarhedsgudinden Nerthus.

Kilden til denne gudinde er romeren Tacitus der beskriver ofringer af slaver på disse vogne ud i søer og moser ret detaljeret. Nogle af disse ofringer kunne være Tollundmanden, Gravballemanden og Elling pigen (ikke at forveksle med Egtvedpigen ved Jelling fra bronzealderen)  

Gravskikkene er stadig tuegrave, men man finder også et større antal krigergravpladser, primært i Jylland. Disse krigere fik deres sværd og andre våben med sig i graven. Våbnene blev gjort ubrugelige. I andre grav har man fundet metalkar og kedler der stammer fra keltiske og romerske områder og var ikke tilvirket i Danmark.

Landbruget var stabilt og man havde brug til op mod 60 hektar inklusive græsningsarealer. Man finder også spor af osteproduktion. Bebyggelserne ligger nu fast helt frem til ældre romersk jernalder. Der var øjensynlig en social laginddeling mellem høvdingen, der ses ved en enkelt stor gård i bebyggelserne. Jordene har formodentlig også gået arv i familien.   

Jernalderen - 500 f.Kr. - 750 e.Kr. - Indledning

Jernalderen - 500 f.Kr. - 750 e.Kr. - Indledning 

Ringbrynjen fra Vimose Ringbrynjen fra Vimose er den ældste, fuldstændig bevarede ringbrynje fra Nordeuropa. Den er lavet af små jernringe, der griber ind i hinanden omtrent som en strikket trøje. Den består af over 20.000 ringe og vejer ca. 10 kg. De halvlange ærmer og de fire beslag omkring halsen på Vimose-brynjen minder mest om romerske ringbrynjer fra 3. årh. e.Kr., som især blev brugt af de germanske lejetropper (auxiliarerne), der var en fast del af den romerske hær. De ses afbildet på gravsten og f.eks. Trajan-søjlen i Rom. I de sydskandinaviske hære var det nok kun lederne, som bar de dyre og prestigefyldte ringbrynjer.

Jernalderen begyndte med tilvirkning af jern i større omfang i Anatolien og Mellemøsten 1.000 år f.Kr. og 1.100 år f.Kr. i Grækenland. I Italien ca. 200 år senere. I Danmark kom jernalderen begyndte jernalderen år 500 f.kr og varede til år 750 e.Kr.

I Anatolien havde hittitterne kendt til jern i mindre omfang fra ca. 2.000 år f.Kr., dog mindre omfang til smykker og figurer af guder og fundene er få. I en skriftlig kilde fra 1.275 f.Kr. fortæller hittitterkongen Hattushilis 3. i et brev til den assyriske konge (del af det nuværende Syrien) at det er svære tider for jernproduktion, men han medsender en dolk. Da Hittitter-riget faldt sammen 1.200 f.Kr. bredte jerneproduktion sig til Mesopotamien, Cypern, Palæstina og til områderne nord for Sortehavet og til Kaukasus.

Efterfølgende bredte kendskabet sig til jern til Grækenland, herefter til Italiens Vinova-kultur, en tidlig etruskerkultur.  Den via alperne til den keltiske kultur 500 f.Kr. som forfinede anvendelse af jern til redskaber og våben, samt ringbrynjer, jernfælge. Forbruget af jern hos kelterne var enormt.

Nogenlunde samtidig hermed begyndte jernalderen i Danmark. I andre dele af vreden kom jernalderen også. I Kina uafhængigt af Europa og Mellemøsten ca. 500 år f.Kr. og i Japan 300 f.Kr. under påvirkning fra Kina. I Afrika syd for Sahara også 500 f.Kr. Jernet kom til Amerika og Australien med europæerne efter 1492.